Om at risikere at blive fravalgt

Man skal turde at risikere noget.
Hvis man vil noget med sit liv og med andre mennesker, så er man nødt til at turde. Vo intet vover, intet vinder.

Jeg har for nylig inviteret mine ni nærmeste veninder til middag hos mig på min fødselsdag. Det er første gang i hele mit voksenliv, at jeg har gjort det. Indtil nu har jeg altid fejret min fødselsdag hos mine forældre. De senere år kun med deltagelse af mine forældre, min søster, min eksmand og børnene. Da jeg gik i folkeskolen lå det ikke rigtigt i kortene, at jeg skulle forhold mig til om, jeg ville invitere mine klassekammerater til kalas, da jeg har fødselsdag i juleferien. Det lykkes også tit at forbigå begivenheden i tavshed på klassen, da min klasselærere let kunne glemme, at jeg havde indledt et nyt leveår, samtidig med at resten af verden fejrede nytåret.

Således har min fødselsdag forputtet sig og aldrig blandt mine jævnaldrene skabt anledning til nogen virak. Sådan var det bare. Det er ikke noget, jeg har skænket mange tanker. Indtil i år. (mere…)

Om at være Ross og noget om Yousee

Gigantisk internet emergency på P. S. Krøyers Vej denne morgen.
Øj, hvor er man blevet afhængig af det skidt. Når det ikke fungerer er jeg overladt til en ubrugelig (viser det sig) 3G løsning. Det lykkes kun med nød og næppe, samt tålmodige kærtegn af eletronisk apparat, at loade Google og fiske YouSees kontakt informationer.

Jeg kom i kontakt med en sød og hjælpsom nydansker, ved navn Ahmin, hos YouSee, som Gottseidank var beredt til fingerspidserne. Jeg blev bedt om mit kundenummer, som jeg desværre ikke kunne oplyse. Den slags står ellers anført på regningen, det var jeg forinden blevet oplyst om af mekanisk telefonsvarerdamestemme. Men jeg er tilmeldt betalingsservice og min regning ligger i min netbank. Som jeg jo ikke har adgang til, når nettet strejker. Og det er jo heller ikke spor nødvendigt med det kundenummer.

Ahmin fandt mig i systemet da jeg oplyste min adresse og kunne se, at alle her i kvarteret er offline. Så han fejlmeldte det og nu afventer jeg så, at en tekniker skal komme og ordne det. Men jeg har lige modtaget en sms fra YouSee om, at jeg ”vil blive kontaktet hurtigst muligt og senest indenfor to hverdage” jf. fejlmeldingen af mit wi-fi. Øh. Det er da ikke hurtigt. Spor. Det er nærmest bare direkte langsomt. Men de sidder på magten, det er jeg godt klar over. (mere…)

Computerskærmslede

Jeg gider faktisk ikke at skrive på bloggen i de her dage. Og jeg gider ikke have dårlig samvittighed over det, blev der sagt. Jeg sidder og stirrer stift ind i computerskærmen i mange timer hver eneste dag. Jeg har fået computerskærmslede.

 Alle mine hjerneceller arbejder hver dag koncentreret om at sørge for, at alle afstikkere fra mit hovedemne, ikke lever deres egne liv og undervejs bliver til mange parallelle halvfærdige opgaver. Det er altså mange ender jeg skal holde styr på. Min litteratur liste er lang som et ondt år, og det flyver omkring med gule post-its med nedkradsede strøtanker eller remindere om, hvor en given påstand er hentet fra. (mere…)

(U)frivillig isolation

Jeg har haft den dejligste weekend. Sammen med mine unger. Det er ikke engang løgn. Du troede måske ikke, det var muligt efter at have læst det her, men det er det faktisk. Det har hjulpet gevaldigt at vi i dag har sovet til klokken 8.10 (det sker ALDRIG) og at både farmor og mormor var her i går og passede et par timer. Den ene om eftermiddagen og den anden om aftenen.

Det vil sige at jeg har haft mulighed for at pleje nogle sociale relationer ved to separate lejligheder i går. Happiness overload!

Jeg er kommet til at isolere mig rigtig meget efter, at jeg er blevet skilt. Det skete helt af sig selv. For det første skriver jeg som bekendt bachelor, og derfor kommer jeg ikke ud af huset i andre anledninger end for at handle og hente/bringe børn, samt de tidligere omtalte field trips til biblioteket og legeland. (mere…)

Hastværk er lastværk

Da jeg har en lille smule blogabstinenser kombineret med dårlig samvittighed over at skrive en eneste sætning, som ikke indgår i min BA, kigger jeg bare lige herind for en kort bemærkning.

Dicte er i gæstedagpleje i denne uge. Hun er ikke imponeret. I morges gav hun sig til at græde højt og inderligt da jeg svingede ind i indkørslen til dagplejemoderens hus. Fed start. Gråden fortsatte da vi gik ind, kun afbrudt kortvarigt, da dagplejemoderens store teenagesøn var på vej ud af døren i samme nu, vi trådte ind. Han kurrede sødt til Dicte og sendte hende et strålende smil. Jaja man er vel en dame og ikke helt uimodtagelig overfor den mandlige charme. I hvert fald tav hun og jeg var lige ved at forsøge at bestikke ham med cool cash til at pjække fra skole og blive hjemme. (mere…)

Pessimisme og en konstrueret virkelighed

Jeg synes lige at jeg vil benytte denne velsignede lørdag aftens fred til at kippe lidt med flaget. Vi er her endnu alle tre.

Jeg er blevet mere udtalt pessimist, de sidste fire måneder, end jeg har været tidligere. Det er en direkte følge af, hvordan det har påvirket mig at blive fuldtids singlemor. Det er umiddelbart jo ikke nogen specielt bekymrende eller alarmerende tilstand, så jeg har nok egentlig klaret skærene i omstillingen til mit nuværende liv meget godt.

Men alligevel (sagde pessimisten) er det noget, jeg er opmærksom på. Jeg tror nemlig på, at vi konstruerer virkeligheden. Der er ikke nogen objektiv virkelighed, der er kun den subjektive virkelighed, som afhænger af, hvordan den opleves af det enkelte menneske. Jeg tror også på, at det vi giver opmærksomhed, det får vi mere af. (mere…)

Børnelede og forældreafmagt

Jeg er så pisse træt af mine børn i dag. Virkelig træt. Børnelede har jeg. Jeg overvejede længe at skrive, at ‘jeg hader mine børn i dag’, men det ville sikkert støde nogen. Synes på den anden side at ‘træt af’ er en virkelig vag svagpisser formulering, som ikke rigtig honorerer mine følelsers intensitet og omfang.

Elliot kan ikke kommunikere uden at råbe. Han råber fra jeg henter ham, til han skal i seng. Jeg er ved at eksplodere over det. Der har været mange gange, hvor Adam Lambert for fuld volumen har reddet mig fra at kølhale ham. Først på aftenen følte jeg mig decideret som en afsikret håndgranat. Og igen dukkede tanken op i mit hoved om, at det måske var en idé at begynde at ryge.

Det da langt ude, det kan vi blive enige om. Men jeg savner i dén grad strategier til at trykudligne, når jeg koger indvendig. Hvis der sidder nogen derude og læser med, som har et forslag til, hvad jeg kan prøve så hold jer ikke tilbage. (mere…)

Noget om LEAN, Grundfos og bachelorprojekt

Der er en forklaring på mit fravær her på bloggen. Jeg bruger al min tilgængelige alene tid på at skrive bachelor. Gudskelov har jeg fundet ud af, hvad mit fokus skal være og jeg har en fagligt relevant begrundelse, så alt er godt. Bortset fra, at jeg ikke har tid nok i døgnet til at skrive. Når jeg er i gang med arbejdet kan jeg næsten ikke overskue at spilde tid på at smøre en mad. Det lader sig ikke gøre at smøre en rundtenom, imens man lige læser lidt samtidig. I hvert fald er det åndsbollet at gøre det, fordi begge projekter tager dobbelt så lang tid og man har ikke hjertet med i nogen af delene. Så jeg dør lidt hver gang der er noget uopsætteligt, jeg er nødt til at tage mig af. Som at hente børnene. Og købe mælk. Og tisse.

Det kræver tid. Tid som jeg ikke har. (mere…)

Adam Lambert og mere psykopatvrede

Det gik virkelig godt, da Elliot havde en legeaftale i går. Nogen af jer har måske set, at jeg på facebook gav udtryk for at være lidt beklemt ved situationen i går eftermiddags. Jeg var både lidt rastløs og usikker. Det er altså første gang han har været med nogen hjemme. Han kender ikke drengens forældre fra tidligere, så jeg var noget spændt på, om han ville stemme hælene i, når de kom og hentede dem.

Min tvivl blev gjort til skamme og det var gået super godt. Drengene var glade da de blev hentet. Og efter sigende havde et andet barn fra myrestuen i går spurgt Elliot, hvor han bor henne, hvortil min søn havde svaret; “jeg bor hjemme ved Jonathan”. Det er da sødt.

Da jeg hentede ham, sad de to kammerater helt salige og så Dora the Explorer med maverne propfulde af vafler. Så tror da pokker, han var svær at få med hjem.

Da vi kom hjem havde han så pludselig en imaginær hjerneblødning som forårsagede vrede af hidtil usete dimensioner. Jeg er ikke helt sikker på, hvad der udløste den, men amok gik han. På et tidspunkt stormede han imod mig med mord i øjnene og armen hævet til angreb. Et kort øjeblik blev jeg helt bange. Det samme gjorde Dicte og hun begyndte at græde højt og utrøsteligt. Jeg tog yngsten på armen og fandt ipad og sut og placerede hende i sikkerhed i tremmesengen, hvorefter jeg tog et solidt greb i hoved og røv på Elliot og bar ham ovenpå. Stadig råbende og skrigende med snot og tårer sprøjtende til alle sider. Elliot, that is. (mere…)

Om mit psykopatvrede mode og en rummelig eks

I dag har virkelig været en mother fucker af en lortedag. Fordi jeg er ufrivillig fange i min egen hjerne. Den bachelor jeg er ved at skrive tager livet af mig. Det spiller slet ikke. Om jeg begriber, hvordan jeg i vildfarelse har kunnet tro, at jeg var helt on top of my game?! Bevares jeg har såmænd ideer nok og jeg hamrer ivrigt løs på tastaturet, når jeg rigtig føler ånden er kommet over mig og jeg har hul igennem til de højere luftlag.

Så var det så bare lige, at jeg opdagede, at alle de kritiske, skarpe spørgsmål jeg stiller, dem har jeg allerede en skråsikker holdning til. Imens jeg sidder og skriver min indledning, insinuerer jeg at vide, hvad mine empiriske undersøgelser forventeligt vil vise. Og nu jeg ER ved de empiriske undersøgelser, så har jeg også måttet sande, at der er no way in hell, at jeg har tid og ressourcer, for ikke at tale om disciplin og commitment, til at gennemføre det feltarbejde, der vil være nødvendigt for at producere de data, jeg har brug for.

Jeg er nødt til at sadle om.

(mere…)

1 2 3 14